Leveringstid: 1-2 hverdage
GRATIS fragt & retur på tøj
60 dages fuld returret
Kundeservice 72289595

YOGA RETREAT PÅ SAMSØ - MAJ 2017

Arrangør:Tanja Ottesen / Sangha Yoga Studio
Placering:Mellem-rummet, Samsø
Fra:25/5/2017 kl. 13:00
Til:28/5/2017 kl. 13:00
Antal visninger:478

TAG MED PÅ SMUKKE SAMSØ OG FORKÆL DIG SELV MED EN SKØN, FORLÆNGET YOGA WEEKEND. 

Med stor glæde byder Tanja og Sangha Yoga Studio alle velkommen på dette skønne 4 dages yoga retreat på smukke Samsø, som afholdes dagene 25. – 28. maj 2017.

Glæd dig til fire dage i Mellem-rummets smukke, unikke rammer, der indbyder til fordybelse og nærvær og nyd foråret på en af Danmarks smukkeste øer samt muligheden for at give dig selv et tiltrængt skud fornyet energi og vække sanserne til live.

Sangha Yoga står for undervisningen, og Mellem-rummet står for indkvarteringen.

PROGRAM

Undervisningen på retreatet vil primært være fokuseret omkring Jivamukti Yoga metoden (fysisk udfordrende, intellektuelt stimulerende og mentalt beroligende). Du bliver guidet i en opløftende, dynamisk yogapraksis fyldt med nærvær, integritet og jordforbindelse. Klasserne indeholder både varmende solhilsner, energiske sekvenser, lange, dybe stræk og en god afspændende shavasana. Chanting og meditation er integrerede elementer og alt sammen understøttes af kærlige intentioner, nøje udvalgt musik og filosofi. Yoga undervisningens fokus og intensitet vil variere alt efter tidspunkt på dagen. Som supplement til Jivamukti Yoga undervisningen vil der i løbet af weekenden også være blide og groundende sessioner, hvor det rolige og meditative er i fokus. Morgenerne starter med stille, mindful meditation og om aftenen mødes vi i satsang for at chante og reflektere.

Retreatet er åbent for alle yogaudøvere, der er nysgerrige, ønsker at gå dybere i egen yogapraksis. Alle, uanset erfaring, er selvfølgelig velkomne til at tilmelde sig, men vi anbefaler, hvis du endnu ikke har prøvet Jivamukti, at du kommer og deltager i en gratis prøvetime, for at snuse til det. Du kan læse mere om Jivamukti Yoga her. På retreatet arbejder vi både med kroppen og sindet, og vi kommer også ind på den bagvedliggende filosofi og tankegang.

Midt på dagen vil der være god tid til at tage en pause, fordøje yogaen og slappe af. Mød de andre deltagere i pejsestuen eller ude i haven, til en hyggelig snak og socialt samvær, eller søg hen til et roligt hjørne hvor du kan læse en god bog eller sidde i stille reflektion. Der er også rig mulighed for at trække frisk luft og nyde naturen på Samsø på en lang gåtur ud i forårslandskabet eller ned til vandet. Intention med retreatet er at skabe et rum for nærvær og fordybelse og at alle deltagere tager fra Samsø afslappede, glade og inspirerede.

RETREATET FACILITERES OG UNDERVISES AF

Tanja Ottesen er 800+ timers Advanced Certificeret Jivamukti Yogalærer og ejer af Sangha Yoga Studio på Vesterbro, som tilbyder Jivamukti Yoga undervisning, Yin Yoga, Fordybelses Forløb mm. Tanja taler fra hjertet, og undervisningen er fuld af medlevenhed, grundighed og kærlighed. Den fysiske asana-praksis understøttes altid af hjælpende hands-on assists og integreres med åndedrætsøvelser, reflektion, meditation, chanting og hengivenhed, der styrker vores forbundethed og giver ro i krop og sind. Hver time krydres med vibrerende, opløftende musik og venlige opfordringer til at vende blikket indad for at mærke efter. Målet med undervisningen er at skabe et rum hvor alle bliver mødt og kan føle sig nærede, inspirerede og opløftede. Tanjas allerførste møde med Jivamukti Yoga var tilbage i sommeren 2010.

”Jivamukti er den yoga metode som konstant giver mig øjenåbnere og skubber mig ud til kanten hvor der kan åbnes op for de allerstørste selvindsigter og som lærer mig altid at have medfølelse for mig selv og alle levende væsener.” Læs mere om Tanja her.

Tanja har mange års erfaring med at afholde retreats i Danmark og udlandet og glæder sig meget til, for tredje gang, at byde alle velkommen til denne forlængede yoga weekend på Mellem-rummet, Samsø.

OM MELLEM-RUMMET

Det var i flere år vores store ønske at tilbyde yoga retreat i Mellem-rummets naturskønne omgivelser på Samsø. Den drøm blev til en realitet, da vi i maj 2016 afholdte et skønt, fuldt booket forårs retreat, som på alle måder var en fantastisk oplevelse og stor succes. I efteråret 2016 var vi afsted igen, og vi glæder os virkelig meget til flere dejlige ture til Samsø. Mellem-rummet tilbyder, med sin personlige og varme atmosfære, nogle helt unikke rammer for et yoga retreat. Her er plads til ro, nærvær, fordybelse, afslapning og glæde. Den 3-længede gård er smukt istandsat og fremstår lys, imødekommende og fuld af harmonisk energi. Den gamle lade er forvandlet til en fortryllende, smuk yogasal hvor de fritlagte bjælker er bevaret og masser af ovenlys trænger ind.  Det skaber rammen for en helt unik yogaoplevelse. Værelserne er med deres enkle, lyse og æstetiske indretning, skønne at trække sig tilbage på når der er brug for en pause mellem yogaundervisningen. Desuden er Mellem-rummet omkranset af en dejlig have, med en lille sø og bålsted. Stranden ligger i gåafstand fra gården. Hele opholdet igennem vil stedets personale sørge for at vi bliver forkælet med nærende økologisk, vegansk mad, som understøtter vores yogapraksis.

Læs mere på www.mellem-rummet.dk

 

PRIS

KURSUS: 1.475 kr.

Inkluderet i prisen er: 4 dages fordybende undervisning faciliteret af Tanja Ottesen. Programmet er nøje tilrettelagt og veksler mellem Jivamukti Yoga, rolig Hatha Yoga, Satsang, chanting og filosofi, Asana Lab, Partner øvelser, mindful fordybelse og meditation. Der er mulighed for at du arbejder med dit eget særlige fokus område og intention for retreatet, som vi med glæde vil assistere og støtte dig i.

KOST OG LOGI PÅ MELLEM-RUMMET: 2.625 kr.

Inkluderet i prisen er: Indkvartering torsdag-søndag på rummelige, lyse dele værelser (2-3 personers) og logi i Mellem-rummets skønne og æstetiske rammer, tre økologiske og veganske måltider hver dag, frugt, snacks, kaffe og the. Sengelinned og håndklæde. Yogamåtter, meditationspuder og tæpper du frit kan låne.

Egne udgifter: Transport til og fra Retreat stedet Mellem-rummet på Samsø.

Der er et begrænset antal pladser på retreatet, som sælges efter først-til-mølle princippet.

TILMELDING OG BETALINGSMÅDE

  • Du tilmelder dig ved at sende en mail til info@sanghayoga.dk med oplysning om deltagers navn, adresse, mobilnummer samt mailadresse. Samtidig bedes du indbetale det fulde kursusbeløb til konto: 8401 0001545252. Skriv navn + retreat i kommentarfeltet. Dette beløb udgør selve undervisningsdelen og sikre din plads på retreatet.
  • Kost og logi betales direkte til Mellem-rummet ved at overføre 2.625 kr til konto 7670 4704982. Overførslen skal først ske den 1. november. I kommentarfeltet er det vigtigt at du oplyser:  deltagernavn + sangha + din mailadresse, så du hermed kan få tilsendt en bekræftelse på din booking.

Den endelige tilmelding er først gældende, når det fulde beløb er betalt.

 

PRAKTISK INFO

Du er velkommen til at medbringe dit eget yogaudstyr, men yogarummet er også fuldt udstyret med yogamåtter, tæpper, blokke mv. Husk indesko (Alle indendørs rum i mellem-rummet incl. salen er skofrie). En mere detaljeret pakkeliste sendes ud senere.

Retreatet er røg- og alkoholfrit og forplejningen er fuldstændig vegansk. Mobiltelefon bedes du undlade at medbringe under al yogaundervisningen og andre fælles aktiviteter.

Er I flere der tilmelder jer sammen vil vi gøre vores aller bedste for at I bliver tildelt samme værelse.

Tilmeld dig eventet på Facebook og hold dig opdateret med seneste nyt om retreatet. Her kan du også mød de andre retreat deltagere og arrangere samkørsel.

Har du spørgsmål til weekendens indhold, yogaundervisningen eller har du tilmeldt dig sammen med en ven du ønsker at bo sammen med, så er du altid velkommen til kontakte os på info@sanghayoga.dk

Spørgsmål til Mellem-rummet kan stilles via kontakt@mellem-rummet.dk eller på tlf. 53 62 77 52.

 

TRANSPORT OG ADRESSE

Transportomkostninger er ikke inkluderet i prisen, og du skal selv stå for og købe transport til Samsø. Her er et bud på prisen fra Københavns Hovedbanegård:

  • Tog til Kalundborg tur/retur: 236 kr.
  • Færge til Samsøe tur/retur: 252 kr.

Fra Sjælland sejler færgen fra Kalundborg www.færgen.dk. Anbefalet afgang fra Kalundborg torsdag den 10/5 kl 08:45. Retur søndag den 13/5 fra Ballen/Samsø kl 17:30. Direkte bus fra København/Ballerup St. til færgen er også en mulighed www.faergen.dk/bus862. Fra Jylland sejler færgen fra Hou www.tilsamsoe.dk. Anbefalet afgang fra Hov torsdag den 10/11 kl 10:30. Retur søndag den 13/11 fra Sælvig/Samsø kl 15:45. Transport på Samsø til og fra færgehavn med teletaxa. Du skal bestille på tlf 8740 8300 (tryk 3) minimum 2 timer før, oplys rute 131 og stoppested Tanderup Hovedgade 17 (herfra er der 400 m ud af grusvej til Mellem-rummet).

Husk at booke din færgebillet i god tid. Programmet forventes at begynde torsdag med frokost ved 12 tiden og afsluttes søndag efter frokost kl ca 14.30.

Mellem-rummet

Holmslund Holmevej 3, Tanderup

8305 Samsø

www.mellem-rummet.dk

 

BETINGELSER

Tilmeldingen er bindende, men bliver du forhindret i at deltage er du velkommen til at overdrage pladsen til en anden. Giv da besked på info@sanghayoga.dk. Skulle retreatet mod al forventning blive aflyst tilbagebetales det fulde beløb.

Retreatet gennemføres ved minimum 12 tilmeldte og der er plads til max 25 deltagere.

Rejsegarantifonden: Kursus, transport og indkvartering købes separat, og arrangementet er således ikke omfattet af Rejsegarantifondens dækning.

Deltagelse på retreatet er på eget ansvar – både ophold og undervisning. Sangha Yoga fraskriver sig ethvert ansvar i forbindelse med sygdom, skader o.lign.

Der tages forbehold for fejl og ændringer i tekst og program.

Læs mere på http://www.sanghayoga.dk/retreats/yoga-retreat-samso-maj-2017/

 

 


Bliv kontaktet




Skriv de bogstaver/tal du ser på billedet