1-2 dages levering
Gratis fragt & retur på yogatøj
Stort udvalg til yoga & fitness
90 dages fuld returret
Kundeservice 72 28 95 95

Fornyet styrke og energi på Samos

Arrangør:Christina Hernvig
Placering:Samos, Grækenland
Fra:15/9/2018 kl. 06:00
Til:22/9/2018 kl. 15:00
EVENT ER AFHOLDT
Antal visninger:385

NB: Flybilletterne er lige faldet til 1.498 kroner.

En uges yoga- og meditationsretreat på Samos inviterer ind i nærværet. Nærvær med både dig selv og jorden, havet, solen og vinden. Vi tilbringer tid på yogamåtten, tager det dybe åndedræt og lader kroppen og hjertet få plads. Det er en intens og energigivende uge, hvor du øger både din fysiske og mentale styrke og smidighed. Det er en pause, hvor du har tid og rum til at nulstille, lytte og genoplade. Ugen byder på masser af sollys, ro, træning af krop og sind, indadvendthed/udadvendthed i selvvalgte doser, tid i stilhed og tid i fællesskab, fordybelse og mulighed for nye åbninger. Skab plads i kalenderen og tag med.


UGENS PROGRAM OG UNDERVISNING
Der er undervisning 2 x 2 timer om dagen: Kl. 7.30-9.30 og igen kl. 16.30-18.30. En af dagene står vi tidligt op til en meditation i naturen og den stille morgen. Det plejer at være en intens uge på mange måder. Derfor holder vi undervisningsfri en eftermiddag i løbet af ugen, så krop og sind får lov til at hvile, og der bliver mulighed for at tage på en længere dagstur eller bare slappe helt af.

Ellers tilbringes dagene på egen hånd eller med fælles aktiviteter. Her er der tid til at tage på udflugter på øen, slappe af i eget tempo, gå ture i den smukke, rå natur, hoppe i havet, spise god mad, reflektere over livet, læse bøger og nyde vinden og solen. Det er helt op til dig, hvordan du vil skabe ugen for dig selv.

Undervisningen foregår i en yogasal med udsigt over havet. Undervisningen er baseret på:

- Asanas: Fysiske yogaøvelser med afsæt i Sivanandayogaen / hatha yoga
- Pranayama: Vejrtrækningsøvelser
- Savasana: Afspænding
- Meditation
- Værktøjer fra den yogiske og mayaindianske tradition til udvikling og refleksion

HVEM KAN DELTAGE?
Det kræver ingen forudsætninger ud over et åbent sind og lyst til at være med. Undervisningen tilpasses den enkelte, så alle kan deltage – om du er begynder og ønsker en introduktion til yoga og meditation eller er øvet og ønsker at komme dybere i din praksis. Gennem årene har de yngste deltagere været i 20'erne og de ældste omkring 70, så alder er ingen hindring. Der bliver plads til den enkelte og tid til introduktion og individuel vejledning, så alle bliver udfordret på deres niveau.

Inviter din ven, søster, kollega eller datter med. Eller kom med dig selv. Det er helt op til dig.

DEN GRÆSKE Ø SAMOS
Samos siges at være en af de smukkeste øer i Grækenland. Bjergrig og grøn med strande og betagende klippekyster omgivet af turkisfarvet hav. Vi bor hos Stelios og Elina i Villa Eva, der er et lille vidunderligt familiedrevet hotel direkte ud til havet. Villa Eva ligger langt væk fra støj og larm på Samos’ nordkyst fire kilometer væk fra byen Karlovassi. Der er solopgang til den ene side og solnedgang til den anden, udsigt over bugten og 50 meter til den nærmeste strand. Fem minutter til fods bringer dig til en anden lille strand. Vi er ofte de eneste mennesker på de stenrige strande. Værelserne er alle indrettet forskelligt. De har enten eget køkken og toilet/bad, eller to værelser deler fælles køkken og toilet/bad. På de fleste værelser er der balkon eller terrasse med udsigt over enten havet eller haven. Du kan vælge at bo alene eller dele værelse med en eller to andre.

HVAD KOSTER TUREN?

Undervisning hele ugen, inkl. leje af yogasal, koster 4.300 kroner.

Dertil kommer ophold, der betales kontant direkte til Villa Eva, når vi ankommer. Der er forskellige muligheder for indlogering:

A) Enkeltværelse med eget toilet/bad/køkken + morgenmad alle dage:
350 euro (svarer til 2.625 kroner ved en kurs på 7,5).
I alt for hele turen inkl. ophold og undervisning: ca. 6.925 kroner.

B) Enkeltværelse med delt toilet/bad/køkken + morgenmad alle dage:
294 euro (svarer til 2.205 kroner ved en kurs på 7,5).
I alt for hele turen inkl. ophold og undervisning: ca. 6.505 kroner.

C) Dobbeltværelse med eget toilet/bad/køkken + morgenmad alle dage:
210 euro (svarer til 1.575 kroner ved en kurs på 7,5).
I alt for hele turen inkl. ophold og undervisning: ca. 5.875 kroner.

D) Dobbeltværelse med delt toilet/bad/køkken + morgenmad alle dage:
189 euro (svarer til 1.417 kroner ved en kurs på 7,5).
I alt for hele turen inkl. ophold og undervisning: ca. 5.717 kroner.

E) Tre på et værelse med eget toilet/bad/køkken + morgenmad alle dage:
189 euro (svarer til 1.417 kroner ved en kurs på 7,5).
I alt for hele turen inkl. ophold og undervisning: ca. 5.717 kroner.

Da det er et lille sted med begrænset antal værelser, kan det være svært at opfylde alle ønsker til værelsesfordeling, men vi gør vores bedste.

Prisen er inklusive morgenmad på Villa Eva efter morgenens undervisning. Du står selv for de øvrige måltider. Der ligger en hyggelig fisketaverne 10 minutters gåtur langs stranden fra Villa Eva. Der er også mulighed for at tage til byen og proviantere eller tage til andre nærliggende restauranter. Ud over morgenmad kan man ikke spise på Villa Eva, men vi kan måske få Stelios til at lave et af sine lækre vegetariske måltider til os nogle aftener, hvis vi har lyst til det. Der er køleskab og et lille køkken på værelserne, så du kan også selv købe ind og kokkerere. Har du særlige kostvaner, så medbring det, du har brug for hjemmefra.

FLYREJSEN
Du skal selv booke din flyrejse. Det kan du gøre hos Apollo Rejser, der flyver direkte fra København til Samos på lørdage. Vent med at bestille, til vi er nok deltagere til at tage af sted. Priserne svinger meget fra år til år. I skrivende stund koster billetten 2.648 kroner. Husk afbestillingsforsikring. Regn derudover med cirka 400 kroner / 50-55 euro til taxa frem og tilbage mellem lufthavnen og Villa Eva. Vi koordinerer, så vi kan deles om taxaerne.

TILMELDING OG MERE INFORMATION
Du tilmelder dig ved at skrive til mig på christina@christinahernvig.com hurtigst muligt. Pladserne og værelserne fordeles efter først-til-mølle. Skriv navn, adresse, telefonnummer, e-mail plus hvilken type værelse du foretrækker.

Sammen med din tilmelding betales 1.500 kroner i depositum. Det resterende beløb på 2.450 kroner betales senest 5. august eller i flere rater efter aftale med mig. Du indbetaler til bankkonto i Nykredit med registreringsnummer 5471 og kontonummer 1699107. Tilmeldingen er bindende, og betalingen gives ikke retur. Bliver du forhindret i at tage med, er du velkommen til at give din plads til en anden. Betaling for opholdet betales kontant direkte på Villa Eva ved ankomsten. I tilfælde af aflysning får du naturligvis det fulde beløb tilbagebetalt.

Du er meget velkommen til at ringe til mig på 61687810 eller sende en mail til christina@christinahernvig.com, hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om, hvorvidt ugen er den rette for dig.

HVAD SIGER TIDLIGERE DELTAGERE?
Yogaopholdet på Samos er en fantastisk lejlighed til at få styrket sin krop, få strakt musklerne igennem og få iltet cellerne. Gennem yoga, åndedrætsøvelser og meditation blev min krop gjort klar til at gå efteråret i møde fuld af energi. At sidde på klipperne i morgenrøden og meditere er vidunderligt. Stedet er magisk. Stilhed. Bare tæer og ro. Skønt at bo på kanten af havet og følge med i dagens og nattens rytmer. Christina er en super-inspirerende underviser, som bevæger sig langt ud over yogaen med enkle og anderledes metoder til at anskue sig selv og tilgangen til livet. Holdets størrelse er perfekt. Stort nok til at jeg følte mig som en del af flok, hvor jeg kunne forsvinde lidt, hvis jeg havde lyst til det - og samtidig lille nok til at jeg kunne overskue det enkelte menneske og nå at lære nogle af dem at kende ganske godt. Enhver burde give sig selv et åndehul af denne slags en gang imellem. Det var virkelig fantastisk.
Line

Jeg takker dig højt og lydeligt for en aldeles pragtfuld uge. Det er simpelthen nogle fantastiske uger, du har fået skabt dernede i den dejlige varme i skønne omgivelser – ren magi! Og et rigtig fint koncept. Din stille autoritet og overvældende store viden om hvad som helst inden for yoga og meditation overvældede mig fuldstændigt. Hertil kommer den kærlige og omsorgsfulde måde, hvormed du driver din undervisning. Gennemført kompetent. Det var en helt igennem dejlig og forløsende oplevelse at være med dernede. Mange tusinde tak for det!
Dorthe

Det har for mig været en fantastisk uge – på det nærmeste en åbenbaring. Du er en vanvittigt dygtig instruktør. Dybt professionel, men samtidig et meget smukt menneske. Jeg kan ikke forestille mig, hvad der kan være anderledes eller bedre. Også Villa Eva og stedet i det hele taget er vidunderligt. Jeg kan kun sige 1000 tak!
Hanne S.

Det hele har været godt! Super sted, unik yogasal, der ikke findes bedre noget sted i verden. Jeg elsker det sted! Dejlige værelser, lækker morgenmad og rigtigt rare mennesker. Tak for alt i denne uge. Jeg er på næste år.
Hanne B.

Det har været en dejlig blanding af at arbejde med sig selv både fysisk og mentalt. Tak for den store gave, det har været. Stedet er midt i den rå, dejlige natur, hvor hav og himmel mødes, og du selv sidder i midten af det hele. Vi har været en gruppe mennesker, vidt forskellige, men alle er vi mødtes i yogaen og arbejdet med os selv. Der er så meget plads, at alle kan være med. Du skaber et rum, hvor fantastiske oplevelser, udvikling og fysisk arbejde er som en leg. Tak for en fantastisk uge.
Susanne

Endnu engang har jeg været så heldig at være i dine kyndige hænder og din varme ro i en uge. Jeg er kommet hjem med mere energi, klarsyn og ro. Jeg havde mere brug for den uge, end jeg vidste. Du er den dygtigste yogaguide, jeg til dato har været hos. Din varme og omsorg for os alle skinner igennem i alt, hvad du gør. Du er simpelthen lys og kærlighed. Jeg er så vild med den plads, du altid giver. TAK.
Karin

Jeg glæder mig meget!

Kærlig hilsen
Christina Hernvig


Udfyld nedenfor og klik SEND:



Skriv de bogstaver/tal du ser på billedet nedenfor:








FIND YOGA



Se alle yoga steder

Gratis E-bøger