1-2 dages levering
Gratis fragt & retur på yogatøj
Stort udvalg til yoga & fitness
Jul 2024: Byt til 24/3 2025
Kundeservice 72 28 95 95

Yoga for gravide

Af cand.mag. psych. og exam.yogalærer Laila Tórsheim

Ved at lave yoga under graviditeten kan du lindre og forebygge graviditetsgener, få et øget velvære, en dybere kontakt til din baby og samtidig lære konkrete redskaber til fødslen. Yoga er en blid og effektiv træningsform, der under graviditeten kan laves af alle uanset tidligere erfaring med yoga...

En optimal graviditet – for både dig og baby
Ved at lave yoga under graviditeten kan du afhjælpe typiske graviditetsgener som fx ondt i lænden, kramper i benene og fordøjelsesproblemer. Yogaen styrker og smidiggør kroppen og giver dig fornyet ro og overskud. Når du slipper unødige spændinger i kroppen opstår der en følelse af velvære og lethed – ja, det sidste er muligt selvom man er gravid.

Når du er gravid ånder du for to, og derfor nyder både du og din baby godt af, at der i yoga også indgår åndedrætstræning - og bevidsthed. Arbejdet med åndedrættet virker vitaliserende og afstressende på både krop og sind. Med yogatræningen vokser følelser som ro, tillid til én selv og tryghed ved kroppen frem. Det er følelser man ikke kan tænke sig til, men som er gavnlige i forhold til både fødsel og forældreskab.

Gravide som jeg underviser siger igen og igen, at de har en klar fornemmelse af at deres baby også nyder godt af yogaen. Og ja – det gør babyen også. Dybdeafspænding er en del af yogatræningen, og når moren slapper af har det også en gavnlig virkning på barnet. Blandt andet fordi blodgennemstrømningen i moderkagen øges, og kroppen stopper med at producere stresshormoner som ellers overføres til barnet via moderkagen. De fleste oplever også, at de bliver bedre til at mærke det barn de har inden i sig – noget som giver en umiddelbar glæde, og faktisk også kan være en gave under selve fødslen.

Yoga giver konkrete redskaber til fødslen
En fødsel er en af de mest fysiske præstationer overhovedet – og hvem ville løbe et marathon uden at forberede sig på det? Ved at lave yoga forbereder du kroppen på den meget fysiske præstation som en fødsel – også - er. Du udvikler din kropsbevidsthed og lærer at lytte til og stole på kroppens intelligens. På den måde kan du bruge din krop og dit åndedræt på den mest støttende måde under fødslen. Yoga for gravide giver også konkrete tips til, hvordan det kan være godt at bruge krop og åndedræt under fødslen. Den øgede kropsbevidsthed gør også, at du bliver bedre til at afspænde bevidst, og det er godt at kunne under en fødsel. Ved at træne yoga under graviditeten lærer du at bruge dit åndedræt konstruktivt så du bedre er i stand til at håndtere – måske endda transformere – smerte.

I dag har mange en hverdag med stillesiddende arbejde, hvor de primært får brugt deres analytiske og rationelle sider. En hverdag som måske er lidt hektisk, og med meget planlægning og kontrol. Yogaen er en rolig pause og et modspil til den hverdag mange har. En fødsel handler om at give sig hen og arbejde med kroppen. Yoga er en konkret måde at lære at slippe kontrollen på, så du bedre kan følge kroppens samspil med fødslen.

Du kan ikke tænke dig til en fødslen, det er din krop der skal arbejde for dig. Forbered den ved hjælp af yoga for gravide!

Mere om hvad du lærer med ”Yoga for gravide”
- du udvikler en meditativ evne, så du kan føre opmærksomheden indad og forblive centreret selv når det uventede sker.
- afspænding – kunsten at forblive afspændt midt i orkanens øje…
- hvordan du styrker og afspænder bækkenbunden
- du lærer at bruge dit åndedræt bevidst. Det kan bruges konstruktiv i forhold til smerte under fødslen, men har også en her og nu afstressende og vitaliserende virkning. Når du er gravid, ånder du for to, og derfor vil både du og din baby nyde godt af et dybt åndedræt.
- i dag har mange en hverdag med et stillesiddende arbejde hvor de primært bruger deres analytiske og rationelle sider. En hverdag som måske er lidt hektisk, og med meget planlægning og kontrol. Yogaen er en rolig pause og et modspil hertil.
- med den øgede kropsbevidsthed og adgangs til kroppens intelligens kan du lettere bevæge din krop på de mest støttende måde under fødslen.
- med ”Yoga for gravide” forberedes din krop også på den meget fysiske præstation en fødsel er.
Du skaber en dybere forbindelse til din baby.

Artiklen er skrevet af cand.mag. psych. og exam.yogalærer Laila Tórsheim. Vidreuddannet i ”Yoga & Pregnancy” på Active Birth Center i London v/Janet Balaskas. Laila har desuden udgivet DVD’en ”Yoga for gravide”.

Se mere på www.yogakompagniet.dk der bl.a. udbyder kurser i gravidyoga.