Integral hatha yoga - integral livspraksis

At noget er integralt betyder, at det forholder sig til helheden, eller helheder. I modsætning til det integrale, det helhedsorienterede, er de perspektiver eller praksis-former, som forholder sig til delen, det partikulære, eller noget specifikt. Og - det er vigtigt at sige - der er intet som helst forkert eller galt med det partikulære, altså de praksis-former eller perspektiver, som kun forholder sig til det specifikke; en lille del af virkeligheden. Og - det er lige så vigtigt at sige - at det integrale bringer nogle frugter med sig, som vi naturligvis ikke får med, hvis vi kun beskæftiger os med det specifikke. Fx er det almindeligt, at de måder vi - mig selv inklusiv - oftest bruger fx mindfulness og yoga på er partikulære. Eller, kunne man sige: I sig selv er mindfulness og yoga partikulære praksis-former(*), som ikke i sig selv adresserer helheden. Den mest udbredte hatha yoga adresserer således kroppen og åndedrættet, og mindfulness adresserer primært opmærksomheden, sekundært hjertet.

*)Dette er en sandhed med modifikationer. For sandheden er, at både yoga og mindfulness kommer fra helheds-orienterede verdenskort. For i virkeligheden er begge praksisser hentet ud af et helheds-perspektiv. I al fald kan vi konstatere, at den måde vi i vesten oftest bruger dem har et partikulært islæt.

Ophavsmændene til den integrale tankegang

Det er den amerikanske spirituelle lærer, Ken Wilber, der har formuleret den integrale filosofi; selvom de integrale tankegange findes udtrykt hos en del andre også. Den integrale tanke går bl.a. ud på at tilpasse de gamle spirituelle traditioner og deres praksis-former, så de passer til moderne menneskers liv og behov. Wilbers bøger, tanker og praksisser har vundet ekstremt stort indpas i verden (fx findes de anvendt i noget af den ledelses-udvikling, der foregår i Århus Kommune). I stort set alle sektorer: I ledelse, i uddannelse, i spirituel praksis, i fysisk træning. I alle disse praksis-former - og mange flere - finder man nu integrale versioner. En lignende bestræbelse er realiseret af Jes Bertelsen på Vækstcenteret. Endvidere er det integrale verdensbillede en stor inspiration på ID Academy, hvor man uddanner psykoterapeuter og coaches. Andre steder, man finder det integrale eller noget, der er beslægtet med det integrale, er dels i tantraen; selvfølgelig specielt den del af tantraen, som ikke kun fokuserer på det seksuelle. Og endelig også hos, om end i mindre grad, The Diamond Approach, hos A. H. Almaas. Jeg har selv været og er stadig for flere deles vedkommende personligt engagerede i samtlige af disse skoler og praksisformer. Sidst kan man sige, at den nu afdøde Osho også underviste i spirituel praksis, der er forligneligt med den integrale synsvinkel (i Oshos meditationer sad man både ned og mediterede, dansede, sang etc. - ofte i én og samme meditation).

Sådan går vi fra det partikulære til det integrale

De fleste starter deres udviklingsvej ud fra et partikulært redskab. Man starter fx til yoga, mindfulness, eller andre indgangsveje - healing, tarot-kort, atsrologi etc. Så en dag mens man sidder på et kursus i meditation, så siger underviseren, at det også er vigtigt, at man både arbejder med sin krop og med terapi. Så tygger man lidt over det; og først giver det måske ikke mening. Så efter noget tid, kan man måske mærke, at kroppen rent faktisk har brug for at komme med; så begynder man at lave yoga, eller ro i kajak. Så en dag nede i kajak-klubben, hører man nogle snakke om en terapeut eller en healer, som har gjort underværker. Så prøver man det. Det er vel sådan de fleste gør det. Man kan sige, at man bruger en eller flere praksis-former, primært partikulært. Fx yoga eller mindfulness eller astrologi - hver for sig. Og så laver man lidt af det andet en gang imellem. Man ror i kajak, man vender tarot-kort, eller noget syvende. Dette er hvad man kunne kalde for at bruge de partikulære praksisformer hver for sig; en efter den. Først det ene, så det andet. Så det tredje og fjerde, hver anden uge eller måned. Eller man kan sige, at man har én praksis til hvert formål; én praksis til kroppen - yogaen eller kajakroningen. Én praksis til opmærksomheden - mindfulness-meditation osv. En anden og måske mere ideel måde at gøre det på vil være hvis man (engang imellem) kunne adressere alle delene i én og samme praksis-periode. Sådan har jeg selv forsøgt det i min egen praksis - og ikke mindst på de kurser og retreats, jeg afholder. På den måde får man en synergieffekt, fordi man adresserer alle eller flere dele af helheden. Vi kan forstå det tydeligere, hvis vi sammenligner med et band. Hvis man kun har klaveret, så kan det blive godt, og man kan forfine det. Men hvis man i samme sang også har trommer, bas, en sanger, guitar, så - som man siger - spiller det, på en ganske anden måde. Hvorfor? Fordi helheden og alle dens enkeltdele er adresseret og inkluderet. Og den integrale musik spiller da. Ken Wilber refererer til et interessant videnskabeligt forsøg: Man delte en stor gruppe mennesker op i to grupper. Alle skulle lære mindfulness fra et begynderstadie. Den ene halvdel lavede mindfulness hver dag i 30 minutter. Den anden del af gruppen lavede dagligt 15 minutters mindfulness og 15 minutters styrketræning. Begge grupper brugte altså i alt 30 på en daglig praksis. Det interessante var, at den gruppe som også inkluderede styrketræning, lavede flere fremskridt i deres mindfulness praksis end den anden gruppe, som kun lavede mindfulness. Forsøget er interessant i vores sammenhæng fordi det netop viser at, det at kombinere flere praksisser giver et markant større udbytte end anvendelsen af kun én praksis (og så er de kropslige effekter af styrketræningen ikke inkluderet i effekterne, da man udelukkende var interesseret i at undersøge mindfulness-delen).

Hvordan får man alle delene med i en og samme praksis?

Det er der flere måder at gøre på. Og den gode nyhed er, at man kan bruge alle de store praksis-veje, de partikulære praksisser, som indgangsveje. Hvis man fx bruger den fysiske hatha yoga som begyndelsespunkt, så starter man eksempelvis sin praksis med kropslige øvelser. Herefter adresserer man åndedrættet med åndedrætsøvelser. Endelig mærker man i slutningen af sessionen de følelser, der vækkes, og den energitilstand, man kommer ind i. Afslutningsvist ligger man og er bare opmærksom på det hele, eller på den opmærksomhed, som ved af det hele, mærker det hele. Eller hvis man starter med siddende meditation: Man starter med at mærke og scanne hele kroppen; fra top til tå. Så mærker man åndedrættet, måske en længere sekvens med åndedrætsopmærksomhed. Enten uden at ændre på åndedrættet eller med en bestemt åndedrætsteknik. Og til sidst mærkes hjertet, og de følelser og stemninger, der er dér.

Et udpluk af de store indfaldsveje, som alle sammen fører direkte til Rom, eller direkte til de integrale landskaber er: kroppen, åndedrættet, opmærksomheden, hjertet, det kreative, energi-systemet og seksualiteten. Uanset hvilken af disse veje, man starter på, så kan man inkludere de andre i en og samme praksis-session. Gør man det, er man i gang med en integral praksis. En praksis som inkluderer alle eller flere af delene. Og derved får man andel i de frugter, som kun (eller i hvert fald lettest) nås gennem det integrale. En mulighed på den lange bane - for den avancerede praktiserende - vil måske være, at man på sigt mærker flere eller alle hovedvejene på samme tidspunkt. Man bliver da (måske) til en kreativ, integral praktiserende, som ligeligt mærker kroppen, åndedrættet, opmærksomheden, hjertet etc.

Det integrale stiller store krav - og lover søde frugter

Jeg havde en kvinde med på et retreat, som havde dyrket yoga i 15 år. Hun sagde: "Jeg har altid bare betragtet min yoga praksis, som et lille personligt aflukke. Som noget jeg bare gjorde for mig". Forstået sådan, at hun altså ikke - som det er tilfældet for mange - havde integreret eller haft behov eller lyst til at integrere de frugter fra hendes yoga ind i andre dele af hendes liv. Og igen: Det er der ikke en millimeter galt med. Og igen: Så er det klart, at de frugter vi henter fra vores indsatser bliver betragteligt mindre; mere partikulære, mere delvise. Hvorved man misser helheden. Det ville være forkert at anbefale, at alle mennesker, der bruger fx yoga og mindfulness eller nogle af de andre hovedveje, burde praktisere integralt. Fordi nogle mennesker er ikke interesserede i dette. Og nogle mennesker bruger fx yoga med et specifikt behov, fx pga. smerter i lænden, eller som genoptræning af en skade. Eller mindfulness som led i en stress- eller sygdoms-proces. Her er det helt klart, at det måske er at foretrække ikke at praktisere integralt, og derfor nemlig lade personen koncentrere sig om sin genoptræning. Og hvis personen så indefra bliver nysgerrig på mere - på meditation, på terapi etc. - så er det fint.

Sammensæt din egen integrale praksis

På baggrund af det ovenstående kunne det måske være sjovt og spændende for nogle at eksperimentere med at sammensætte sin egen integrale praksis. Meget i stil med, hvordan Osho gjorde det. Afsæt 20, 30 eller 60 minutter. Og del så den periode ind i måske 3-4 eller 2 dele, med de praksis-elementer, som du bedst kan lide, og som du har erfaring med hver for sig. Og giv dig lov til at undersøge, hvordan disse praksisser understøtter hinanden, og dermed giver et andet resultat, end når man anvender dem en for en.

Kort over helheden

Både Ken Wilber, Jes Bertelsen og mange af de andre integrale inspirationskilder har de det til fælles, at de har et kort, et perspektiv eller en ide om helheden - en teori. Hvis ikke man har det, bliver det svært at inddrage helheden. Chakra-systemet er et sådant kort over helheden. Ken Wilbers AQAL-model er et sådant. Jes Bertelsen har formuleret sit helhedssyn i Vækstcenter-pædagogikken, og specifikt i den såkaldte femkant, som er det udgangspunkt, man bruger i meditation på Vækstcenteret. Her er nogle nyttige links:

https://integrallife.com
https://vaekstcenteret.dk/vaekstcenter-paedagogikken


Simon Vittus Jasper Hansen
https://simonvjhansen.dk