1-2 dages levering
Gratis fragt & retur på yogatøj
Stort udvalg til yoga & fitness
90 dages fuld returret
Kundeservice 72 28 95 95

Yogarejse til Mallorca med Kira Løve 5-12. maj 2026

Arrangør:Kira Løve & Spies Rejser
Placering:Pollensabugten, Mallorca
Fra:5/5/2026 kl. 07:00
Til:12/5/2026 kl. 23:25
Antal visninger:31

Yogarejse til Mallorca med Kira Løve 5-12. maj 2026

Afrejse fra København & Billund.

DER ER ENDNU IKKE ÅBNET FOR TILMELDING TIL DENNE REJSE.

Send en mail til kira@myyoga.dk hvis du ønsker automatisk besked, når der åbnes for tilmelding til rejsen.

LÆS MERE HER

 

Program

På rejsen vil Kira undervise en blanding af forskellige typer yoga med udgangspunkt i Hatha yoga og Yin yoga. Du vil primært opleve Hatha yoga og Blid hatha yoga om morgenen og lange lækre Yin yogastræk om eftermiddagen. Der vil være masser af guidninger til en sund vejrtrækning og hver time afsluttes med en afspænding.

Undervisningen foregår udendørs i rolige omgivelser på en tennisbane med kunstgræs. Derudover har vi en enkelt morgen yoga på stranden ud for hotellet.Midt på dagen kan du nyde din ferie med afslapning på stranden eller ved poolen.

Vi bor på et voksenhotel (man skal være +16 år for at bo på hotellet). Der er roligt på hotelområdet og der er kun ét andet hotel i nærheden. Hotellet ligger direkte ud til havet. Mange af dem som bor på hotellet, kommer for at være aktive (cykling, vandring, yoga mv.) og for at slappe af, så atmosfæren på hotellet egner sig godt til en yogarejse.

Rejsen er inklusiv 2 udflugter med Kira og yogagruppen, dertil er der en 3. arrangeret udflugt, også med Kira og yogagruppen, hvor der dog er egen-betaling på ca. 15 euro til transporten tur/retur.

Du deltager på de udflugter, du har lyst til.

Første udflugt er til Alcúdias charmerende gamle bydel.

Anden udflugt er en gåtur i smukke omgivelser fra hotellet, langs Pollença-bugten til et udsigtspunkt.

Tredje udflugt er til den hyggelige by Pollença. Du kan læse mere om udflugterne i dagsprogrammet nedenfor.

Ønsker du flere/andre udflugter kan du fx besøge Alcúdia stranden ca. 4 km. fra vores hotel. Det er dér, hvor de fleste hoteller i området er samlet. Derudover har Spies arrangerede ture til Valldemosa/Port de Soller og Palma de Mallorca, øens hovedstad. Disse udflugter vil skulle bookes direkte gennem Spies, mens du blot tilmelder dig udflugterne med yogagruppen, når vi er samlet på destinationen.

Yogarejsen er en mulighed for en aktiv og samtidig afslappende og opladende ferie. Der er tid til både samvær og stilhed, og du bestemmer helt selv, hvor meget eller hvor lidt social, du har lyst til at være. Deltag i det, du har lyst til – det er din ferie.

Der er mulighed for at spise med yogagruppen hver aften, hvis du spiser på hotellet. Kira spiser med gruppen hver morgen og aften. Hvis det sociale fællesskab på grupperejsen er vigtigt for dig, anbefaler vi, at du vælger halvpension, som også inkluderer drikkevarer til maden. Alternativ kan man købe a la carte i restauranten, eller besøge en af de mange gode restauranter i den gamle bydel ca. 1-1,5 km fra hotellet. 

 

Dagsprogram

Tirsdag 

Ankomstdag

Kl. 15.45-16.15: Velkomstmøde for yogagruppen. Vi mødes i receptionen. Mød op iført yogatøj. Medbring yogamåtte og et tæppe.

Kl. 16.30-17.30: Blid hatha yoga.

Kl. 18.30: Fællesspisning for dem, der har lyst. 

Onsdag 

Kl. 07.45-09.00: Blid hatha yoga. Vi mødes på yogagræsplænen.

Kl. 10.30: Gåtur til Alcúdias gamle bydel for dem som har lyst. Vi mødes i hotellets reception. En god måde at se lidt af lokalområdet sammen og en mulighed for, at vi kan lære hinanden lidt bedre at kende, mens vi går ind til byen. Har du brug for at handle, så er der supermarkeder i/omkring den gamle bydel.

Alternativt tid til afslapning/på egen hånd.

Kl. 16.30-18.00: Yin yoga.

Kl. 19.00: Fællesspisning for dem, der har lyst. 

Torsdag 

Kl. 07.45-09.00: Blid hatha yoga – for fødder, ben og hofte.

Kl. 10.30-14.30: Mulighed for gåtur med yogagruppen. Vi går fra hotellet langs kysten til kirken og udsigtspunktet Ermita da La Victoria, hvor vi kan nyde udsigten over Pollença-bugten. På turen passerer vi nogle smukke bugter og små hyggelige byer. Turen til kirken er på ca. 6 km. og ruten har en stigning på ca. 250 højdemeter. Efter at have nydt udsigten fra udsigtspunktet er der mulighed for en forfriskning på en restaurant med udsigt over bugten på tilbagevejen mod hotellet.

Hvis du ønsker at halvere turlængden (og slippe for opstigningen), kan du (evt. med andre fra gruppen) tage en taxa fra hotellet kl. 12.00 (pris ca. 15 euro) og mødes med resten af gruppen ved Ermita da La Victoria. Turlængde (uden taxa) t/r 12 km. Du har mulighed for at være tilbage på hotellet, så du kan nå at spise frokost i restauranten, hvis du ønsker dette (der er frokost til kl. 15.00).

Kl. 16.30-18.00: Yin yoga.

Kl. 19.00: Fællesspisning for dem, der har lyst. 

Fredag 

Kl. 07.45-09.00: Hatha yoga - for mave og ryg.

Tid til afslapning/på egen hånd.

Kl. 16.30-18.00: Yin yoga & Yoga Nidra (Guidet dybdeafspænding).

Kl. 19.00: Fællesspisning for dem, der har lyst. 

Lørdag 

Kl. 07.45-09.00: Hatha yoga.

Kl. 10.30-15.30: Mulighed for at følges med yogagruppen til den hyggelige by Pollença, ca. 14 km./20 minutters kørsel fra vores hotel (ca. 20 euro i taxa hver vej - hvis 3-4 deler en taxa vil prisen tur/retur være ca. 10-15 euro pr. person for transporten – det er en fordel at have euro til betalingen til chaufføren). I Pollença kan du gå 365 trappetrin op til kirken El Calvari (oversat til dansk: Prøvelsen). De 365 trin repræsenterer årets dage og kan give mulighed for at reflektere over året, mens du går opad - eller du kan blot nyde den betagende udsigt over byen, bugten og området omkring byen.

Kl. 16.30-18.00 Yin yoga.

Kl. 19.00: Fællesspisning for dem, der har lyst. 

Søndag 

Kl. 07.45-09.00: Blid vitaliserende yoga - på stranden. Oplev morgenlyset over havet fra yogamåtten. Det er kun denne ene dag, at vi har morgenyoga på stranden.

Tid til afslapning/på egen hånd. 

En god dag at (gen-)besøge Alcúdias gamle bydel - hvor der søndag er et stort marked om formiddagen.

Kl. 16.30-18.00 Yin yoga & Ansigtsyoga.

Kl. 19.00: Fællesspisning for dem, der har lyst. 

Mandag 

Kl. 07.45-09.00: Hatha yoga.

Tid til afslapning/på egen hånd.

Kl. 16.30-17.30 Yin yoga.

Kl. 18.30-19.00: After-Yoga. Mød op i baren på hotellet til en drink, hvis du har lyst. Egen-betaling.

Vi tager god afsked med deltagerne der rejser fra Billund, som flyver tidligere om tirsdagen end deltagerne der rejser fra København.

Kl. 19.00: Fællesspisning for dem, der har lyst. 

Tirsdag 

Kufferterne kan afleveres i receptionen fra kl. 07.45 (for dem som flyver fra Billund) og kl. 11.30-13.00 (for dem som flyver fra København).

Kl. 07.45-09.00: Ønske-yogaklasse.

Tid til afslapning/på egen hånd.

Kl. 12.00: Udtjekning fra værelserne.

Kl. 14.00: Mulighed for fælles frokost med yogagruppen. Egen-betaling.

Hjemrejse.2 dage før afrejse modtager du en sms fra Spies omkring tidspunkt for afhentning med bussen.

*Kira spiser med yogagruppen på hotellet hver morgen og aften.

Vi tager forbehold for ændringer i programmet. 

 

Din yogalærer på rejsen

Kira har praktiseret yoga i 26 år og har undervist de sidste 20 år. Kiras faglige baggrund er mere end 2.000 timers yogauddannelse og mere end 10.000 timers undervisningserfaring og hun har den højeste certificering indenfor Yoga Alliance – det amerikanske yogaforbund.

Kira deler gerne ud af sin viden og har bl.a. uddannet mere end 100 af de danske yogalærere. Kira besidder en viden om yogaen, så du som deltager kan føle dig tryg under undervisningen. Kira er kendt for sin erfaring, grundige guidninger og en blid stemme. Du kan møde Kira på yogarejser til mange forskellige destinationer samt til yogaworkshops i Danmark.

Kira har arrangeret yogarejser i godt samarbejde med Spies Rejser siden 2012. 

 

Her skal du bo - Sunprime Pollensa Bay

Sunprime Pollensa Bay ligger i et fredfyldt område med fantastisk udsigt over havet blot få skridt fra stranden i Pollensabugten på Mallorcas nordøstkyst. Alcudias charmerende gamle bydel ligger cirka 1 km fra hotellet og byder på smalle gader og et hyggeligt torv med restauranter og små butikker samt et lokalt marked. Hotellet er velegnet til voksne (man skal være 16 år for at bo på hotellet). 

 

Praktisk information om rejsen

Hvad indgår i rejsen? 

*Prisen er x.xxx,- pr. person (ved 2 personer i delt værelse). Prisen kommer, når der åbnes for tilmelding til rejsen.

Prisen inkluderer:

Flyrejse med Sunclass Airlines t/r

Mad ombord på flyet

30 kg bagage på flyet

Bus fra lufthavnen til hotellet t/r

Delt dobbeltværelse med balkon

Yogaundervisning

Check-in af bagage på hotellet, når du flyver med Sunclass Airlines 

Valgfrie tilkøb 

Pristillæg for at bo alene fra x.xxx,- alt efter værelsestype. Også denne pris kommer, når der åbnes for tilmelding til rejsen. 

Vælger du at tilkøbe havudsigt, får du ikke kun udsigt over havet, men også mulighed for at se solen stå op over havet. Værelserne uden havudsigt vender væk fra pool-området og har udsigt til de lokale omgivelser.  

Vær også opmærksom på 

Medbring egen yogamåtte og tæppe. Eller lån en yogamåtte på hotellet.

Det er muligt, at vi afholder et par yin yogaklasser indendørs i hotellets fine yogasal, da vi dér har adgang til blokke og pøller - som skal forblive indenfor i yogasalen.

Max 20 deltagere på rejsen.

 

Om flyrejsen 

Vi flyver direkte til Mallorca fra København og Billund med Sunclass Airlines.

 

Afrejse fra København d. 5/5 kl. 07.00, ankomst på Mallorca kl. 10.00

Hjemrejse fra Mallorca d. 12/5 kl. 20.25, ankomst i København kl. 23.25

Afrejse fra Billund d. 5/5 kl. 07.10, ankomst på Mallorca kl. 10.00

Hjemrejse fra Mallorca d. 12/5 kl. 11.20, ankomst i Billund kl. 14.15

Vi tager forbehold for ændring i flytiderne.

Ovennævnte var flytiderne i 2025.

 

Spørgsmål og yderligere information 

Ved spørgsmål til yogaprogrammet kontakt: Kira Løve: kira@myyoga.dk eller tlf.: 26 58 68 78.

Ved spørgsmål om selve rejsen kontakt: Spies Sport: sport@spies.dk eller tlf.: 70 70 10 51 (hverdage 10-12).

 

Rejsen er arrangeret i godt samarbejdet med Spies Rejser.

Du kan læse mere om Kira på myyoga.dk


Udfyld nedenfor og klik SEND:



Skriv de bogstaver/tal du ser på billedet nedenfor: