Forårsvenlig åndedrætsøvelse – ildåndedrættet
Ildåndedrættet (kapalbhati) øger lungekapaciteten, så iltoptagelsen i kroppen forbedres. Den masserer desuden fordøjelsessystemet, toner mavemusklerne og afbalancerer nervesystemet. Hvis du har symptomer på allergi, kan daglig praksis af ildåndedrættet afhjælpe disse.
Sid i en behagelig stilling og start med at lukke øjnene og mærke dit naturlige åndedræt. Træk vejret gennem næsen. Afspænd ansigtet og halsen og bevar så vidt muligt denne afspændthed øvelsen igennem.
Fokusér på dine udåndinger og begynd nu at gøre dem mere aktive. Ånd ud kort og kraftigt, så luften stødes ud gennem næsen, omtrent som når man pudser næse. Træk maven sammen ved hver udånding samtidig som en pumpe, der sender luften op til hovedet og ud af næsen.
Slip helt i maven efter hver udånding og lad indåndingen ske af sig selv. Ånd derefter kraftigt ud igen og fortsæt på denne måde med aktive, pumpende udåndinger og passive, afspændte indåndinger 10-30 runder afhængig af, hvordan det føles. Afslut med en udånding, hvor du tømmer lungerne helt for luft og holder vejret i nogle sekunder. Sænk hagen lidt mod brystet (aktiverer hagelås) og sug op i bækkenbunden (aktiverer rodlås). Tag et par dybe indåndinger og gentag evt. øvelsen.
Som afslutning på øvelsen kan du igen sidde et par minutter med lukkede øjne og opmærksomheden på dit naturlige åndedræt.
- Bemærk at gravide ikke bør udføre denne øvelse, da den lægger pres på maven.
- Lyt til hvad din krop fortæller dig. Tving aldrig en vejrtrækningsøvelse igennem, hvis det ikke føles okay.
- Lav øvelsen i dit eget tempo. Det gælder ikke om at trække vejret hurtigt, men om at holde fokus på øvelsen.
- Vejrtrækningsøvelser kan have en ret kraftfuld effekt på dit sind, så læg mærke til, hvad der sker.